Lampetyper

Dette er en kort gennemgang af de forskellige klassiske lampetyper som bruges i teater-, show- og dekorationslys.


Flood
Floodlights er den simpleste lampetype - en pære og en reflektor i en kasse, uden nogen form for linse. Et floodlight kan ikke fokuseres, ud over at rette på retningen af lampen.
Floodlights bruges typisk til teater eller hvor en stor flade skal belyses.

Fresnel
Fresnellen er et spotlight med en blød kant. Der er mere kontrol over spredningen end i et floodlight, men mindre end i en profil. Lyskeglens størrelse justeres ved at flytte lampe og reflektor længere væk eller tættere på linsen (jo nærmere linsen, jo større spredning). Keglen kan yderligere beskæres med "barndoors" monteret på lampen.
Linsen i en fresnel er af samme type som er benyttet i langt de fleste fyrtårne siden starten af 1800-tallet, og er designet til at fokusere så smalt som muligt med brug af så lidt glas som muligt.
Fresneller bruges både til teater, show og dekorationslys.

Profil
Profiler laver et klart defineret spotlight, og den mest alsidige lampetype, og den der kan fokuseres mest. Et profilspot har typisk to linser, en lyskilde og en reflektor. Derudover har de knive til at "skære" lyskeglen til, mulighed for gobo og nogle har en iris.
Gobo og knive gør at profilspottet kan projektere hvilkn som helst form og mønster, og med de to linser kan både vinkel og fokus justeres.
Profiler bruges både til teater, show og dekorationslys.

Et følgespot er en speciel type profilspot med ekstra kontroller i form af håndtag, sigtekorn, farveveksler, iris og typisk en kraftigere lyskilde.

Par-lampe
PAR-lampen kom frem i 70'ernes rock'n'roll industri og blev hurtigt populær, mest på grund af dens meget lave pris, lave vægt og lette håndtering. Lampen er simpelthen en dåse hvis PAR-pæren er monteret. PAR står for Parabolsk Aluminiseret Reflektor, og pærerne kan fås med forskellige spredninger. Pæren har integreret linse og reflektor.
Fordi lyset fra en parlampe kan være meget intenst, egner lamperne sig godt til stærke farver og special effects - mørkt farver kan dog hurtigt brænde ud hvis de benyttes ved fuld styrke.

Parlampepærer fås bl.a. i disse størrelser:

Navn 1000W 500W Spredning
Extra Wide Flood CP95 - 70x70 grader
Medium Flood CP62 CP88 11x24 grader
Narrow Spot CP1 CP87 10x14 grader
Very Narrow Spot CP60 CO86 9x12 grader

Parlamper bruges typisk til koncertlys eller hvorsomhelst hvor der skal bruges rigtig mange lamper.

LED
LED lys vinder mere og mere frem, bl.a. fordi man kan skære alvorligt ned på antallet af lamper til farvet lys, da alle lamper kan lyse alle farver. LED lamper findes i alle ovenstående lampetyper samt movingheads og scannere, og kan bruges til alle formål undtagen helt hvidt lys.

Moving light
Movingheads findes som både Flood og Profil og kan indeholde disse features:
  • farvehjul
  • CMY farveveklser
  • dæmper
  • shutter
  • iris
  • knive
  • gobo
  • prisme
  • fjernstyring af zoom og fokus
  • Lamperne kan bruges til at skabe dynamik i showlys, til at minimere antallet af lamper da de kan pege mange forskellige steder hen i løbet af et show/forestilling og som effekt i show, teater eller deko-sammenhæng.

    Effekter og Diverse
    Sidst skal nævnes diverse små lamper som f.eks.
  • Birdie: en lille parlampe som typisk placeres på scenekanten, hvor ingen andre lamper kan komme til, og peger op på de optrædende. (fun fact: en birdie ligner en lille parlampe, og som en golfspiller vil vide kaldes en under par for en "birdie")
  • Pinspot: en lille lampe med meget smal spredning som bruges til at skabe meget smalle lyskegler i røg eller til at belyse f.eks. en spejlkugle
  • Blinder: en meget kraftig flood-lampe som peges ud mod publikum og kan give et meget kraftigt blændende lys
  • Derudover findes en lang række lyseffekter som er for mange til at remse op her, men som alle kan tilføje noget spændende og specielt til et arrangement eller en dekoration. Vores lysdesignere er fulde af idéer som passer til netop jeres arrangement.



    Kontakt os for at høre om udstyret er ledigt til jeres job !